Copenhagen Pride 2022

Pride 7
Tilmelding til Pride 2022 med Danmarks Lærerforening
Program - 20. august 2022:

10:30:  Vi mødes ved Frederiksberg Rådhus ved den plads i paraden, vi har fået tildelt af Copenhagen Pride. Det er vigtigt at komme i god tid, eller risikerer man ikke at kunne komme frem til vores plads, fordi der er RIGTIG mange mennesker.

ca. 12:00:  Paraden starter. Afhængig af hvor langt nede i rækken vi står, vil der være en del mere ventetid før vi kommer ud på ruten. Vi går ad den planlagte rute: Allégade, Frederiksberg Allé, Vesterbrogade, Hammerichsgade, Jarmers Plads og Vester Voldgade.

Undervejs deler vi merchandise ud og nyder alle de glade mennesker, der er kommet for at se paraden. Det er en rigtig god, positiv og sjov oplevelse!

ca. 15:30:  Vi når Rådhuspladsen i København. Her spredes vi for alle vinde. Nogen tager hjem og andre siver ud i gaderne omkring Rådhuset, hvor der er fest til den lyse morgen.

Du kan tilmelde op til 5 personer ad gangen gennem dette link.

 

Læs eller genlæs invitationen her.

 Historie

Siden 2017 har først Frederiksberg Lærerforening og siden hen Frederiksberg og Københavns Lærerforeninger deltaget i Copenhagen Pride Paraden.

Hvert år har vi haft vokseværk. Fra at være omkring 10 deltagere det første år, var vi i 2019 ca. 40 tilmeldte – og mange flere, der tilsluttede sig vores optog undervejs.

Vi har altid mødt mange glade mennesker og fået særdeles positive tilbagemeldinger på vores deltagelse.

I 2019 gjorde vi vores del af paraden større. Vi syntes nemlig ikke, at Copenhagen Pride er en københavnerbegivenhed. Vi ville gerne invitere alle lærere og medlemmer af vores forening med i vores del af paraden.

Efter 2 års coronapause synes vi stadig, at lærere fra hele landet skal have mulighed for at være med, og inviterer derfor bredt til hele landet igen i år.

Kom og vær en del af en fantastisk oplevelse.


Tankerne bag vores deltagelse

Ingen skal føle sig diskrimineret i den danske skole. Hverken pga. køn, seksualitet, kønsidentitet, religion, etnicitet mm. Det er både en grundlæggende værdi og en læringsmæssig pointe: Udbyttet af undervisningen daler, hvis ikke eleverne trives.

Som lærere har vi et ansvar for, at alle elever mærker, at der er rum til dem både i hverdagen, når det gælder vores undervisning, og når der byder sig en særlig lejlighed.

Vi mener derfor, at det er oplagt at lærerne er medafsender på Pridens mangfoldighedsbudskab med fokus på kønsidentitet og seksualitet. Vi skal være med til at vise, at det kun kan være godt at være den man er – uanset hvem er For selvom vi skriver 2022, kan det stadig være skamfuldt, ensomt og svært at skille sig markant ud fra normen.  

I den danske skole er der også stor mangfoldighed blandt medarbejderne. Vores deltagelse i Priden er også en markering af og et ”shout-out” til vores kolleger, der hver dag går på arbejde og øger mangfoldigheden ved at være åbne om deres seksualitet og til dem, der vælger ikke at være åbne, hvad enten det skyldes personlige grunde eller frygt for/problemer med reaktioner fra elever, forældre og kolleger.

Alt i alt er Copenhagen Pride Parade en festlig mulighed for at skabe positiv opmærksomhed omkring skolen, mangfoldighed og lærergerningen. Vi håber, at rigtig mange har lyst til at deltage.

Emner

Målgruppe