Åbent brev til lokalpolitiker i Norddjurs kommune

Åbent brev til lokalpolitikerne i Norddjurs Kommune

Kolind den 20. august 2018

I Djurs Lærerforening vil vi gerne bede kommunalbestyrelsen rette et særligt fokus på arbejdsvilkårene og arbejdsmiljøet på skolerne i kommunen i den exceptionelt svære økonomiske situation, kommunen er i. I forvejen er der et særligt fokus på arbejdsbelastningen på folkeskolerne i Danmark, som bl.a. i forbindelse med overenskomstforhandlingerne resulterede i en kommission, der har til formål at klarlægge de egentlige forhold omkring arbejdstid og opgaver i folkeskolen. Der blev opfordret til, at man sideløbende på kommunalt plan gik i dialog om, hvordan man kunne tilrettelægge arbejdstiden, så den giver bedst mulig mening i forhold til udførelsen af opgaverne. En dialog, der med skolealliancen også blev sat i gang i Norddjurs.

Den nuværende økonomiske situation i Norddjurs Kommune har nu akut ført til en voldsom opbremsning med ansættelsesstop. En opbremsning, som betyder en særlig belastning for det kommunale personale. En opbremsning, som har medført en afbrydelse af arbejdet med skolealliancen. Og en opbremsning, som giver stor utryghed og bekymring blandt vores medlemmer på skolerne, i børnebyerne og kommunale institutioner knyttet hertil.

Konkret betyder det, at lærerne skal gennemføre andre klassers undervisning med lille eller intet varsel, nogle gange i fag, de ikke har undervisningskompetence i, fordi de skal dække alt fravær, som resultat af ansættelsesstoppet. Det vel at mærke oven i alle øvrige planlagte opgaver, som stadig skal løses indenfor folkeskoleloven og kommunale tiltag. Det betyder selvsagt, at tiden kun kan tages af den i forvejen pressede tid til forberedelse. At det medfører en generel forringelse af undervisningstilbuddet i kommunen, behøver man ikke en nærmere forklaring på. Og her taler vi kun om den undervisning, der rent faktisk gennemføres. Rigtig mange timer bliver faktisk aflyst, idet der ikke kan findes ressourcer til at udfylde et fuldt skema for alle klasser på skolerne. Timer, som eleverne vel at mærke har krav på at få igen senere i deres skoleforløb, da ingen skoler i Norddjurs i forvejen udbyder mere end minimumstimetallet. En udfordring, som nu akkumulerer sig og ikke bare forsvinder, selvom der kommer en budgetmæssig afklaring til oktober.

Oveni merarbejdet har man i Norddjurs indkøbt en ny fagportal, som skal afløse en stor del af undervisningsmaterialet. Faktisk er portalen så ny, at den ikke engang er færdigudviklet. Alle ved, det tager ekstra tid, når man skal sætte sig ind i nye systemer. Tid som lærerne ikke har. Desuden er mange af de forløb, som lærerne skal undervise eleverne efter, ikke tilgængelige på nuværende tidspunkt, og den mest optimistiske lærer kan kun håbe på, at forløbene bliver tilgængelige som lovet, inden det skal benyttes…..

Al denne ekstra utryghed og manglende mulighed for at overskue egne konkrete arbejdsvilkår ind i en uvis tidshorisont, betyder mere stressede medarbejdere og et særdeles presset psykisk arbejdsmiljø! Alle elementer til en farlig spiral på det arbejdsmiljømæssige område blinker rødt.

Vi opfordrer derfor til hurtigst muligt at demonstrere konkrete handlinger, som ikke kun i hensigtserklæringer men i faktiske tiltag demonstrerer, at kommunen, som arbejdsgiver, i denne ekstraordinære situation vil tage ansvar for det serviceniveau, der fremadrettet kan praktiseres på skolerne og i børnebyerne. Det er afgørende, at ressourcer, ambitionsniveau og opgaveløsning balancerer. Kun på den måde kan lærerne i Norddjurs arbejde sig ud af utrygheden og koncentrere deres energi omkring at skabe kvalitet i løsningen af kerneopgaven.

På vegne af Kredsstyrelsen Djurs Lærerforening Lisbeth Bøwes

Emner

Målgruppe