Arbejdsliv Malenes Mening

Har du inviteret Mohammed indenfor?

Jeg står ved fodboldbanen og kigger sammen med de andre mødre på, hvordan vores glade drenge kæmper om bolden for at score målet. En mor kommer løbende med sin dreng i hånden. Hun hiver Niketrøjen af ham og sender ham ind på banen. Hun stiller sig ind på rækken af soccermums og kigger med på træningen. Pludselig tackles hendes dreng af en anden, og han vælter. Den anden dreng hjælper ham op og alt er godt igen. En mor siger ud i luften, men tydeligt henvendt til os andre: ”Åh, ham Mohammed, han er altid så voldsom. Jeg har sagt det til træneren”. Jeg tøver. Hun fortsætter: ”Ved I, at træneren henter ham, fordi hans mor ikke kan køre ham til træning? Hun har også så mange børn, og så sidder hun bare derhjemme. De siger, at nogle af børnene slet ikke er hendes egne”.

Og så slår det mig.

Som mor til en lille dreng står det pludselig klart for mig, hvor hurtigt vi voksne kan marginalisere hinandens børn. Især dem, som vi med vores fordomme om kultur forventer er anderledes.

For min dreng er Mohammed en klassekammerat på lige fod med Alexander og Willads. På fodboldbanen er han en holdkammerat. Hans familie har ingen bil, så jeg kører Mohammed hjem efter børnefødselsdage, og han sidder ved vores bord til skolefesterne. Mohammed er en sød og velopdragen dreng. Han er ikke ham fra Somalia, der sammen med sin familie suger ressourcerne ud af kommunekasserne eller klasseværelset og slår andre børn på fodboldbanen.

Som forældre ser vi gerne, at vores børn forsvarer dem, der ikke kan forsvare sig selv. I skolerne og daginstitutionerne er kulturelle forskelle ressourcer og ikke byrder.

Som lærer i en multikulturel 3. klasse oplever jeg dagligt, hvordan børnene hjælper hinanden. Vi sætter ord på hinandens styrker og svagheder. Børnene skelner ikke imellem, om det er Willads eller Mohammed, de hjælper eller modtager hjælp fra. De ser sig selv, som en del af et forpligtende fællesskab, hvor alle er lige meget værd.

Som forældre og medmennesker skal vi gøre op med fordommene og angsten for det fremmede. Børnene ser ikke et ”dem og os”.

I mit arbejde som lærer oplever jeg hver dag den værdifulde dannelse, der ligger i, at børn møder og spejler sig i hinandens kulturer. De udvikler den interkulturelle kompetence, som deres forældre ofte ønsker, men ikke gennem almindelig omsorg formår at give plads til. Her må vi bruge vores børn som forbilleder.

Mohammed er en sød og rar dreng, der som andre børn vil glæde sig over en legeaftale. Så næste gang dit barn vil lege med nogen, så spørg ham om I ikke skal hente Mohammed og invitere ham indenfor.

Se blogindlæg HER