Arbejdsliv Malenes Mening

Digitale læremidler

”God undervisning” er patenteret af digitale materialeudbydere, og folkeskolens arbejdsgivere æder det råt.
Elearning 311585

Forestil dig, at du af restaurantmenukortet lader dig friste af ” husets hjemmelavede mørbradgryde”.
Meget overraskende kommer tjeneren efter tre minutter med en udefinerbar færdigret i en foliebakke. Han trækker plastikfilmen af og forsvinder igen. 
Vreden ulmer. ”Hvad er det for noget at servere? Det er jo ikke hjemmelavet. Enhver kan varme en færdigret”.
Nogen må stå til regnskab for, at retten på papiret overhovedet ikke står på mål med virkeligheden. Kokken viser dig en papæske og henviser til beskrivelsen af indholdet og E-numrene. Han fortæller, at retten lever op til dansk lov om kvalitet af hjemmelavet mørbradgryde, ”Fælles mål”. Vred over at være blevet snydt forlader du restauranten.

I skolerne serveres ”digitale færdigretter”

I kommunernes folkeskoler langes der i en lind strøm færdigretter over disken. De er digitale, og eleverne får dem i form af læsetekster og matematikopgaver på skolernes dyrt indkøbte I-Pads og computerskærme. De er svaret på ”god undervisning” på den digitale skoles menukort.
De digitale tekster udbydes med patent af få lærebogforlag på faglige læringsportaler. Det oplyses, at undervisningsministeriets ”Fælles Mål” for faget opfyldes, når indholdet formidles på den anviste metode.
Det virker ganske lige til at servere materialefabrikkernes patenterede digitale færdigretter, men som lærer på 16. år i folkeskolen, er jeg slet ikke begejstret.
For det første kræver det tid at kunne overskue og få ejerskab for indholdet af en digital fagportal - langt mere tid end jeg med min stærkt beskårede forberedelsestid kan tillade mig at bruge på et fag. For det andet kræver det stor faglig indsigt at kunne navigere og sortere i portalernes tilbud. Og sidst - og måske allervigtigst- ensretter den daglige brug af portalernes tilbud undervisningen på bekostning af det impulsive, det kreative og fleksibiliteten, som enhver lærer medtænker i sin interaktion med en mangfoldig skoleklasse.
Når jeg råber vagt i gevær, er det fordi jeg ser, embedsmænd og politikere promovere sig selv og ukritiske hævde at højne kvaliteten i folkeskolen gennem det digitale klasseværelse.Jeg ser, økonomisk pressede kommuner mene at leve op til kravet om målstyret læring og folkeskoleloven, når de i deres spareiver dikterer brugen af bestemte digitale fagportaler. 
Sandheden indefra er dog, at i rige såvel som fattige kommuner, anvendes det uoverskuelige tagselvbord af ”digitale færdigretter” som nødløsninger for lærere uden forberedelsestid og vikarer, der er hentet ind fra gaden som billig arbejdskraft. Enhver kan nemlig google sig ind og blindt gennemføre det, som maskinen fortæller, der skal gøres.
Det forties, at de digitale nødløsninger sker på bekostning af lærernes ejerskab til undervisningen og dermed børnenes læringsudbytte. Ej heller fortælles det, at penge til udstyr og digitale materialer hentes ved totalt indkøbsstop af andre læringsmaterialer og bøger til skolebibliotekerne. Der synes at være kommet patent på ”god undervisning”, og den er digital.
Men er forældrene bevidste om denne skyggeside af skolens digitale virkelighed? Det tvivler jeg på.
Børn og voksne er forskellige, og en lærer med ejerskab til sin undervisning kan anvende digitaliseringen som supplement til at kvalificere den på lige fod med andre materialer. Med tid og tillid fra arbejdsgiverne kan lærerne tilrettelægge og servere den undervisning, der giver alle børn den bedste næring til personlig udvikling og læring.